Beskrivelse
Kan økonomisk vækst og økologisk bæredygtighed gå hånd i hånd? Og kan klimakrisen løses med teknologi og innovation alene?
Vild vækst fokuserer på de aktuelle udfordringer ved at se tilbage. Bogen skildrer 1970’ernes politiske diskussioner om lavvækst, debatterer 1990’ernes ideer om bæredygtig udvikling og gør op med 2010’ernes forestillinger om konkurrence, teknologi og grøn vækst.
Visionerne om grøn vækst har fyldt meget. Men kritikken af dem er lige så gammel. Og der er brug for mere radikale ideer, hvis vi skal imødegå den økologiske krise. Derfor spiller digteren Inger Christensens vision om vild vækst en vigtig rolle i bogen – som en af flere oversete og endda ubehagelige tanker, der peger på alternative måder at tænke trivsel og velstand på.
OM SERIEN UDFORDRINGER
Klimaforandringer, krig, polarisering, velfærdskrise, mistrivsel, misinformation og nye teknologier presser samfundet. I serien ”Udfordringer” viser humanistiske forskere, hvordan samfundets store udfordringer ikke kan forstås eller håndteres uden et historisk, kulturelt og kritisk perspektiv.
Seriens bøger bringer humanistisk viden ind i samfundsdebatten for at nuancere, styrke og udfordre den offentlige samtale.
Serien udspringer af Nordic Humanities Center – et tværfagligt forskningsmiljø på Københavns Universitet og Syddansk Universitet – og er udviklet af Anders Engberg-Pedersen og Anna Cornelia Ploug, der er fagredaktører på serien.
Sideløbende med bøgerne udgives podcastserien Udfordringer, hvor forfatterne udfolder deres overvejelser bag bøgernes temaer og problematikker, og de fortæller om den samfundsmæssige ambition bag deres forskning. Lyt til podcasten lige her eller i din foretrukne podcastapp.
Yderligere info
Forlag: Nord Academic
Udgave: 1. udgave
ISBN: 9788712800668
Format: 140 x 220 mm
Sidetal: 96 sider
Indbinding: Softcover
Udgivelsesdato: 18. marts 2026
Presse
Anmeldelser
"Har humaniora noget at bidrage med, når det gælder økokrisen? To aktuelle udgivelser er i sig selv et overbevisende svar (…). [Forfatterne] er i stand til at formidle deres pointer på en måde, så de er tilgængelige for læsere uden for universitetets mure."
– Politiken