Per Ingesman (f. 1953) er professor emeritus i kirkehistorie ved Aarhus Universitet. Han har især beskæftiget sig med senmiddelalderens og reformationstidens kirkehistorie og har skrevet talrige artikler og været med til at redigere mange antologier herom. I 2003 blev han dr.phil. på afhandlingen Provisioner og processer. Den romerske Rota og dens behandling af danske sager i middelalderen. I de seneste år har han især beskæftiget sig med dansk ægteskabsrets udvikling 1536-1582 og med konfessionaliseringen af det danske samfund i kølvandet på reformationen.