Beskrivelse
I 1700-tallets Danmark udfoldede sig en verden fyldt med eventyrere, handelsmænd og diplomater, der sprængte nationale grænser. Kong Frederik 5. satsede økonomisk og militært på handel med det isolerede Marokko, og som det første europæiske land underskrev Danmark en handels- og fredstraktat med sultanen, der drømte om rigdom og handel med europæiske magter.
Grænseløse jøder fortæller historien gennem to jødiske familieklaner, Sumbel og Buzaglo, der oprindelig kom fra Marokko, men slog sig ned i London, Berlin, København, Amsterdam og Altona. De formåede ikke kun at overvinde grænser, men også ghettomure, fordomme og love rettet mod jøder.
Baseret på hidtil ukendte danske og internationale kilder genskaber forfatteren de rejsende jøders liv, motiver og handlinger. Samtidig beskriver han de store ændringer og rystelser i 1700-tallets jødiske og kristne samfund, hvor religiøse autoriteter blev udfordret, og en ny oplysningsbevægelse voksede frem.
Yderligere info
Forlag: Nord Academic
ISBN: 978-87-12-07280-5
Sidetal: 432
Indbinding: hardcover
Udgivelsesdato: 30. september 2024
Presse
Anmeldelser
”… Bent Blüdnikows fascinerende bog Grænseløse jøder. I sin myldrende fremstilling kommer vi vidt omkring i en sjældent set nationalt grænseoverskridende fortælling, der bygger på et stort og sammensat kildemateriale, som Blüdnikow øser generøst af.
Det er ret mageløst. … Bogen er på den måde en sjældenhed i sin transnationale bestræbelse og fremdrager hidtil upåagtede episoder og kilder og sætter tidligere beskrevne forløb ind i nye sammenhænge. Og det gøres med stor veneration og forståelse for tidens komplicerede politiske og religiøse forhold. Dertil kommer de mange illustrationer, man normalt ikke ser i danske historiske værker om 1700-tallet.” – Ulrik Langen, Weekendavisen
”Mageløst skildret. … Der er i dén grad kommet kolorit på danmarkshistorien.” – Adam Holm, Kampen om historien
”Blüdnikow redegør fremragende for det spegede geopolitiske spil … en vild og vildtvoksende bog … Bogen er en tour de force af research, og det er rent ud sagt ubegribeligt så mange kilder, Blüdnikow har fået undersøgt … rigt belønnet med en tankevækkende fortælling om både jøder, Europa og Nordafrika. … Det er som bekendt i detaljerne, at de bedste historier ligger gemt, og dem har Bent Blüdnikow et sjældent godt øje for.” – Marcus Rubin, Berlingske
”en imponerende bedrift … et hovedværk i Blüdnikows produktion … Og Blüdnikow fortæller hans og epokens historie med gehør for både detaljen og det overordnede indhold.” – Kristian Østergaard, Kristeligt Dagblad
”Bogens illustrationer er en fortælling i sig selv, og man kan tage sig i at sidde og studere dem, fordi de er så smukke. Trykkekvaliteten er også helt i top, hvilket gør det ekstra herligt at se illustrationerne i bogen … både godt og spændende, når forfatterens ekstremt store viden og research blomstrer med information og tilføjelser til fortællingen. … Bogen er et vanvittig stærkt værk … Jeg anbefaler at købe den - og investere mange, mange timer i omhyggelig grundig læsning for at suge noget fra overflødighedshornet af historisk viden. Bogen bugner af virkelig spændende historie, et værk der sent bliver glemt.” – historie-online.dk
”… Bent Blüdnikow har skrevet en fremragende bog, der samler politiske, religiøse og kulturelle forhold i et forståeligt og sammenhængende mønster. Med andre ord et hovedværk.” – Steffen Heiberg, Politiken
”… en formidabel beretning om magt, intriger og religion i 1700-tallets Europa. Bogen virker som en fabulerende fortælling med eventyrlige hændelser og intriger og konflikter, så man skulle tro det var en digters fantasi, men det er faghistorie, personerne er virkelige, har levet og lidt, og bogen er rig på kilder og fodnoter.” – Henrik Gade Jensen, indblik.dk
”Fremragende bog om en dramatisk og måske lidt overset periode i dansk-jødisk-marokkansk historie. Bogens store persongalleri, farverige skæbner, perspektivering samt det imponerende researcharbejde er svimlende god historieformidling!” – Lektørudtalelse
” … medrivende og virkelig spændende bog … ”Grænseløse jøder” tager sine læsere med på en rejse tilbage i tiden, som både er velskrevet og detaljeret uden, at de store linjer forsvinder. Og det sker i en bog, som på alle måder udstråler kvalitet, ikke mindst i kraft af de flotte illustrationer …” – bogblogger.dk
”… imponerende og spændende bog … Det er et værk, der står som en milepæl.” – Flensborg Avis
”Blüdnikow har med en imponerende indsigt skrevet en solid bog om de kosmopolitiske jøder i 1700-tallet, hvis idéer og handlinger satte dybe spor i den europæiske kulturhistorie. Det er et værk, der står som en milepæl.” – Hans Christian Davidsen, Kulturkapellet