Danskhed i sten

I 1890’erne var en gruppe nationalromantisk orienterede arkitekter stærkt optaget af at udfordre den etablerede forståelse af arkitektur, som dominerede landets kulturelite og blev praktiseret på Akademiet for de skjønne Kunster.

Disse kritiske, ofte yngre arkitekter søgte ikke blot at omforme Akademiets curriculum og idealerne for nyt byggeri, men også retningslinjerne for bevaring af landets bygningsarv. Med udgangspunkt i den aktuelle kulturarvsdebat og nyere kulturarvsteori følger bogen en lille gruppe centralt placerede arkitekter i 1890’erne, gennemgår fem historiske cases og viser, hvorledes rådhus- og kirkebyggeri såvel som datering og restaurering af historiske bygninger blev centrum for offentlige kontroverser om den rette håndtering af landets monumentale historiske bygninger.

Kontroverserne vedrørte metoder og principper for fastholdelse af en fælles dansk historisk funderet identitet, og hvorledes historisk monumentalt byggeri bedst kunne skabe kontinuitet mellem fortid og nutid i en tid præget af social, politisk og moralsk krise. Kampen stod i høj grad om, hvem der havde autoritet til at fastlægge de rette principper for monumentalt byggeri og restaurering af landets historiske mindesmærker.

Bogen slutter med en aktuel restaureringskontrovers, der perspektiverer 1890’ernes problematikker og trækker linjerne fra dengang op til nutidens arkitekturopgør.